Next stop; DK

Hej alle sammen,

Ja, jeg ved godt det er lang tid siden der sidst kom et indlæg fra mig. Jeg har vidst forsømt det hele lidt, og bare ladet som om, at bloggen slet ikke fandtes. Men nu er jeg altså tilbage. So here it goes;

Jeg havde jo ret spontant booked en billet til at tage hjem henover julen. Det var langt fra planlagt, men har ikke et eneste øjeblik fortrudt, at jeg gjorde det. Det eneste jeg ikke lige havde haft med i beregningerne, var alt det snekaos som skulle komme til at ramme mig i forsøget på at komme hjem. Jeg skulle havde været hjemme lørdag d. 18 dec om aftenen i Billund. Sådan gik det imidlertid ikke. Jeg fløj op til New York (JFK) fra Raleigh fredag morgen kl. 7. Var i JFK kl. 8.30 cirka, og havde så en maaaaaaasse timer før jeg skulle med mit connecting flight til Amsterdam kl. 18.30. Lang layover time er åbenbart prisen for at booke billet i sidste øjeblik. Vente, vente, vente. Jeg gik til min gate i god tid, for at sikre mig at komme med. Her finder jeg ud af, at flyet er 6 timer forsinket. GREAT! Lidt senere kommer en af flyfolkene og kalder over højtalerne, at os som kun skal mellemlande i Amsterdam, skal gå op og få ombooket vores billet pga. snekaos i Amsterdam. Så hele vejen op til billetsalget igen. Her var de meget uvidende og kunne ikke rigtig hjælpe. Så de sagde, at vi stadig kunne boarde det forsinkede fly. Fint fint. Vente, vente, vente. Da kl. endelig bliver en halv time før midnat, begynder de at boarde flyet - så bliver os med mellemlandinger sørme nægtet at komme ombord på flyet pga. enorm snestorm i Amsterdam - alle afgange ud af Amsterdam er aflyst. Det førte til en maaaaaaaaaaaasse timers leden og lokaliseren af baggage. (det var ikke let) Herefter time lange ventetid i kø, for at få fat i en ny billet. Da kl. er 4.30 lørdag morgen/nat står jeg endelig med både baggage og ny billet med ankomst i DK d. 21 dec om formiddagen i stedet.
Herefter var jeg så heldig, at min værtsmor har venner og familie i New York, så her blev jeg indlogeret. Da jeg endelig ramte puden efter at have været vågen i mere end 26 timer - var jeg forståeligt nok, træt!!!! De næste dage var faktisk ikke så slemme. Jeg tog til New York City, så alle juleudsmykningerne og ikke mindst træet ved Rockafeller centre.
Søndag er jeg igen klar til at tage mod lufthavnen, men finder via nettet ud af, at mit fly endnu engang er blevet aflyst. Efter timelange telefon samtaler med flyselskabet har jeg en ny flybillet. Men ikke med hjemkomst før d. 23 dec. til middag. I disse dage op til afgang udviklede jeg nærmest OCD pga. konstante check ups på vejr og flyafgange til Amsterdam. Jeg tog også ind til NYC endnu engang.
Men tredje gang blev lykkens gang for mig, og jeg landte endelig i Billund d. 23 dec til middag uden nogle nævneværdige forsinkelse.
Jeg var glad. Mor var RIGTIG glad ;-)

Coming soon

Jeg har et par indlæg i tankerne, som jeg får smidt op snarest muligt. Det er blandt andet et halloween indlæg - men min værtsmor har næsten alle billederne - og dem har jeg altså ikke lige fået endnu. Ellers var jeg til en eminent Muse koncert i sidste uge, som jeg også glæder mig til at fortælle mere om. Men en af mine venner har alle billederne og videoerne. Så i må lige vente lidt med det endnu.

Men nu er der da kommet god gang i skriveriet, synes I ikke?

20 år!

Den 21. oktober fyldte jeg 20 år. Jeg havde været lidt spændt på, hvordan det lige skulle komme til at foregå - når det nu ikke var derhjemme hos mor og far, som det plejer. Men jeg skal love for, at jeg fik nogle gode dage.
Dagen forinden, altså den 20., var jeg inviteret til aftensmad hos en dansk familie, som bor her i nabolaget. Super lækkert. Midt i det hele ringer det så på døren, og ind kommer Michele og Avery (værtsmor og barn). "Surprise Mette". Ja, det må jeg nok sige. Så stod de lige pludselig der! De havde en rigtig lækker dansk fødselsdagslagkage med til mig, som de havde fået lavet. De havde spurgt specifikt efter en dansk fødselsdagskage. Jeg vil dog sige lagkage i deluxe form. Det var altså ikke bare 3 lagebunde til en 10'er, kagecreme og bananer, hvis I forstår. Den var super lækker. I røde og hvide farver, med danske flag, og lys i kagen. Avery var så sød. "Surprise Mette, Happy birthday." Og så stod hun bare der og så sød ud.
Derefter blev der sunget danske og engelske fødselsdagssange, og vi fik alle sammen kage. Det var en rigtig god aften, og jeg blev MEGET overrasket.

Dagen efter var det jo så min rigtige fødselsdag. Om dagen havde jeg inviteret nogle af Avery's venner, og deres nannies på fødselsdagsbesøg. Jeg havde bagt små vandbakkelseskagemænd, som de dekorerede med krymmel, glasur og slik i alle afskygninger. Det synes de, var noget vældig noget.
Efter en rigtig hyggelig dag, nærmede aftenen sig. Jeg havde fået at vide, at jeg ville blive hente af en tysk pige, som hedder Camilla, kl. 20.00 - og at jeg skulle have hvidt tøj på. Da hun så kommer og ringer på min dør, giver hun mig festhat på og bind for øjnene. I næste sekund bliver det taget af, og vi står foran en anden tysk piges hus. Her står 3 andre tyskere klædt i rødt og hvidt, fra top til tå. Med danske flag malet på kinderne, med fødselsdagskage i rød og hvid, og synger happy birthday. Derefter går vi indenfor. De havde forsøgt at lave et dansk måltid til mig. At jeg så ikke rigtig havde smagt noget af det før - det er så en anden sag. Det snakker vi ikke om, for tanken var jo bare så sød, at jeg næsten ikke kan nænne at sige det. Dog havde de forsøgt sig med danske boller, hvor de endda havde skaffet opskriften fra Line, som de havde kontaktet. Herefter går det ellers lystigt afsted. De forsøger at synge den danske fødselsdagssang, hvilket i da lige skal se en lille video af:


Herefer følger diverse tyske fødselsdagssange:


I gave af dem, altså udover arrangementet i sig selv, fik jeg et tæppe med billeder af os alle sammen på. En rigtig sød, betænksom og personlig gave.
Det hele var bare så gennemført, og kan slet ikke forstå, at de gjorde det kun for mig. Havde svært ved lige hvad jeg skulle sige. Men var super glad for det hele.

Så alt i alt et par super fødselsdage!! Fik jo også en, omend lidt forsinket, gave hjemmefra Danmark. Mor havde sendt en stor boks herovre med diverse ting. Bl.a. en video, som hun havde sat sammen af nogle af mine søde piger, hendes dagplejebørn og familien. Jeg græd og skraldgrinede på samme tid. Jeg er OVENUD lykkelig for den gave. Virkelig en sød tanke. Og igen, kan slet ikke forstå, at I alle har været igennem så meget, bare for at give mig en god fødselsdag. Det er sgu lort. One love!!! Miss you all.

Pumpkin patch og politi

Til oktober måneds cluster meeting tog vi til Vollmer farm. Det og en rigtig hyggelig dag. Hvis man dog lige ser bortfra al ventetiden. Vi skulles mødes ved farmen kl. 13. Jeg og mine to tyske passagerer var der selvfølgelig til tiden. Vi undrer os dog lidt over hvor alle de andre au pairs og vores counsler er. Vi ringer så til Barbara (vores counsler) - hun er på vej, og vil være fremme og kort tid. Derefter er der mere ventetid. Resten af vores au pair gruppe havde problemer med at finde det. Vi ender med at være 2 timer forsinkede før alle er der. Men så starter al morskaben da også. Vi starter med at tage en hay-ride - som mest af alt minder om en hestevogn fra de glade studenterdage - bare uden hest ;-). Den kører os hen hvor vi skal være. Her er der hoppepuder, majslabyrinter, rutsjebaner og alt muligt. Der var også sådan en ting, som mest af alt minder mig og diverse legehaller fra da jeg var mindre. Husker nogle bold-rum. I ved et lille rum fyldt med farvede plastikbolde. Sådan en var der også, bare fyldt med majskerner.

Efter en sjov og solrig dag var det tid til at tage hjem. I det min bil forlader farmen, ser vi, at en af de andre au pairs bil er kommet til skade. Hun var blevet meget let påkørt. Inngen større katastrofe, men politiet skulle jo selvfølgelig tilkades pga. forsikringer osv. Så allerede efter et par måneder i staterne prøver vi at ringe 911 (som svarer til det danske 112 - hvis der var nogle der ikke vidste det;-))) Det blev så mit første møde med politiet. Først sendte de en til at dirigere traffikken - og herefter kom den egentlige sherif. Meget autoritær og magtfuld. Den anden part må ikke komme med bemærkninger, mens sheriffen taler med part nr. 1 - og det skal jeg love for han fik slået fast ;-)
Vilde have elsket at tage et billede af det. Men det turde jeg alligevel ikke ;-)

Første cluster-meeting

Jeg var faktisk på en 14 dages "roadtrip" med min værtsfamilie i Maryland, Connecticut, New Jersey, New York, Pennsylvania - men der er så meget at skrive om - og jeg vil altså lidt videre i mit fortidsblogging - vil i gang med at skrive om hvad der rent faktisk sker lige nu. Hvis der er nogle der gerne vil have detaljer om det, så må i jo lige smide en kommentar.

Det første cluster meeting, som jeg var til var ved vores counslers lake house. Cluster meeting er et månedligt au pair møde, og en counsler er en slags koordinater eller leder for os au pairs i et bestemt område.

So sagt var det mægtig skægt. Det var rart endelig at møde nogle af de andre piger sådan for alvor. Vi ankom fredag aften, hvor vi grillede skumfiduser henover et lille bålsted. Var der nogle der sage lejrbålsstemning? Med dem lavede vi S'mores. Hvilket er en grilled skumfidus og et stykke chokolade mellem 2 kiks!! Rigtig lækkert. Herefter lavede vi popcorn, drak af røde(!!!!!!!!!) plastikkrus, og så Pretty Woman. Det var en rigtig hyggelig aften. Vi overnattede der, og dagen efter diskede vores counsler op med stor lækker morgenmad. Bl.a. pandekager, scrambled eggs og bacon, og noget som hedder "monkey-bread" noget super fedtet og lækkert stads med kanel, farin, smør, nødder og noget dej/brød på en pande. Helt i orden. Herefter gik vi ned til den meget nærlæggende sø, hvor vores counsler og hendes mands (de er egentlig begge counslers') båd. Herefter kørte de os lidt rundt på vandet, og vi blev fragtet over til et sted hvor der var lidt sand. Derefter gik det ellers på tur til at prøve en lille gummibåd-ting, som blev spændt bag på båden, og så gik det ellers lystigt derudad.

Rigtig gode dage!!

Destination Raleigh

Efter 4 introduktionsdage i Connecticut var vi alle parate til at blive sendt i mange forskellige retninger. Nogle med fly, nogle med tog, nogle blev hentet på hotellet. Jeg skulle på et fly fra New York - Laguardia airport til Raleigh/Durham airport. Jeg husker, at det var en meget underlig følelse, at skulle tage afsked med de første mennesker man havde mødt i USA, kun kendt så kort tid - men alligevel meget intenst! Deruover var jeg et nervevrag. Indtil den dag havde jeg egentlig bare glæder mig og været spændt. Det hele havde bare været nyt og spændende. Nu var det pludselig alvor. Tror det gik op for mig, at nu skulle jeg møde min værtsfamilie, som jeg kun havde skypet og mailet med. Jeg var utrolig nervøs, og bange for, at jeg ikke ville være tilstrækkelig, at jeg ikke ville være ligeså god som den forhenværende au pair osv. Til dem af jer, som kender mig godt ved, at jeg stiller utrolig høje krav til mig selv i alle aspekter - som kan være utrolig frustrerende.

Da vi kom til lufthavnen var vores første besked, at vores fly var 40 min forsinket. GREAT!! Vi kom ombord på flyet til tiden (den forsinkede tid altså), men sad herefter i flyet i 3½ time, pga. regn og torden. Endelig kom vi i luften, og selve flyturen var cirka 1 time og 20 min.

Herefter kom vi ud af flyet, samlede vores baggage op, og så var det meningen, at min værtsfamilie skulle have været der. Der var bare lige det problem, at det var de ikke!!! Heldigvis rejste jeg med en anden au pair - og hendes værtsfamilie var der - så jeg lånte en telefon, og ringede til min værtsmor. Hun var meget tæt på lufthavnen. Problemet var, at hun havde løbende tjekket flytider, da det jo indimellem sker, at fly er forsinkede (altid). Tiden, som hun havde kigget på skulle være den tid hvor vi landede. Men vi landede før tid, og var derfor allerede ved baggage claim før vi rigtigt skulle være landet. Hun undskyldte mange gange, og havde det rigtig dårligt med det. Jeg driller hende stadig med det nogle gange.
Det var en meget underlig tur i bilen fra lufthavnen til mit nye hjem. Jeg havde svært ved hvad jeg lige skulle sige og gøre, og var bare rigtig nervøs og følte mig meget hæmmet.
Da vi drejede ind i vores nabolag var min første tanke DESPERATE HOUSEWIVES. Jeg følte, at jeg var på Wisteria Lane. Det var alt sammen så amerikansk for mig. Huse bygget af træ og i alverdens farver i stedet for røde og gule murstenshuse.
Jeg fik en hurtig rundvisning i huset, da det var ret sent. Herefter gik jeg ind på mit værelse og gik meget træt i seng. Det var en meget underlig og surrealistisk oplevelse at lægge sig til at sove på mit nye værelse, i min nye seng.

Greetings USA

Efter en lang flyvetur var jeg endelig i New York. Da vi fløj ind over byen, og jeg kunne se New York fra luften gik der et sug i gennem min mave. Det var helt ubeskriveligt surrealistisk! Fantastisk!!!!! Det øjeblik tror jeg aldrig jeg glemmer. Det var ligesom på film. Fuldstændigt. Det som jeg altid kun har drømt om, og set på tv, var jeg pludselig en del af.
Efter vi kom ud af flyet skulle vi igennem Immigration hall. Havde frygtet det rigtig meget, da jeg synes jeg har hørt mange dårlige oplevelser omkring dette. Men der var meget gnidningsfrit. Ingen problemer, hurtigt videre! Det var forøvrigt rigtig sjovt og specielt bare at høre disse "kontrollørere" snakke. Ikke, at jeg ikke har hørt amerikansk før. Men det her var bare anderledes, og meget sjovt!
Herefter var det videre til baggage claim, for at få fat i de sølle 23 kg, som jeg kunne tage med! Et år - 23 kg. Rigtig svært at pakke til forøvrigt. Nå, sidespor. Herefter tog en repræsentant fra Au pair in America i mod os, og vi blev fragtet i bus til Stamford, Connecticut, hvor vores 4-dages orientation skulle foregå. Jeg husker, at jeg var BEYOND træt, da vi endelig kom på bussen. Men jeg var simpelthen for fascineret til at lukke øjenlågene i. Tror det gik op for mig, at nu var jeg rent faktisk i USA - og skulle ikke hjem lige foreløbigt. Husker buschaufføren sige "Ladies, Manhattan!!!" Og der var det jo. By night. Fantastisk. Indre mindre. Fantastisk!