Destination Raleigh

Efter 4 introduktionsdage i Connecticut var vi alle parate til at blive sendt i mange forskellige retninger. Nogle med fly, nogle med tog, nogle blev hentet på hotellet. Jeg skulle på et fly fra New York - Laguardia airport til Raleigh/Durham airport. Jeg husker, at det var en meget underlig følelse, at skulle tage afsked med de første mennesker man havde mødt i USA, kun kendt så kort tid - men alligevel meget intenst! Deruover var jeg et nervevrag. Indtil den dag havde jeg egentlig bare glæder mig og været spændt. Det hele havde bare været nyt og spændende. Nu var det pludselig alvor. Tror det gik op for mig, at nu skulle jeg møde min værtsfamilie, som jeg kun havde skypet og mailet med. Jeg var utrolig nervøs, og bange for, at jeg ikke ville være tilstrækkelig, at jeg ikke ville være ligeså god som den forhenværende au pair osv. Til dem af jer, som kender mig godt ved, at jeg stiller utrolig høje krav til mig selv i alle aspekter - som kan være utrolig frustrerende.

Da vi kom til lufthavnen var vores første besked, at vores fly var 40 min forsinket. GREAT!! Vi kom ombord på flyet til tiden (den forsinkede tid altså), men sad herefter i flyet i 3½ time, pga. regn og torden. Endelig kom vi i luften, og selve flyturen var cirka 1 time og 20 min.

Herefter kom vi ud af flyet, samlede vores baggage op, og så var det meningen, at min værtsfamilie skulle have været der. Der var bare lige det problem, at det var de ikke!!! Heldigvis rejste jeg med en anden au pair - og hendes værtsfamilie var der - så jeg lånte en telefon, og ringede til min værtsmor. Hun var meget tæt på lufthavnen. Problemet var, at hun havde løbende tjekket flytider, da det jo indimellem sker, at fly er forsinkede (altid). Tiden, som hun havde kigget på skulle være den tid hvor vi landede. Men vi landede før tid, og var derfor allerede ved baggage claim før vi rigtigt skulle være landet. Hun undskyldte mange gange, og havde det rigtig dårligt med det. Jeg driller hende stadig med det nogle gange.
Det var en meget underlig tur i bilen fra lufthavnen til mit nye hjem. Jeg havde svært ved hvad jeg lige skulle sige og gøre, og var bare rigtig nervøs og følte mig meget hæmmet.
Da vi drejede ind i vores nabolag var min første tanke DESPERATE HOUSEWIVES. Jeg følte, at jeg var på Wisteria Lane. Det var alt sammen så amerikansk for mig. Huse bygget af træ og i alverdens farver i stedet for røde og gule murstenshuse.
Jeg fik en hurtig rundvisning i huset, da det var ret sent. Herefter gik jeg ind på mit værelse og gik meget træt i seng. Det var en meget underlig og surrealistisk oplevelse at lægge sig til at sove på mit nye værelse, i min nye seng.

Greetings USA

Efter en lang flyvetur var jeg endelig i New York. Da vi fløj ind over byen, og jeg kunne se New York fra luften gik der et sug i gennem min mave. Det var helt ubeskriveligt surrealistisk! Fantastisk!!!!! Det øjeblik tror jeg aldrig jeg glemmer. Det var ligesom på film. Fuldstændigt. Det som jeg altid kun har drømt om, og set på tv, var jeg pludselig en del af.
Efter vi kom ud af flyet skulle vi igennem Immigration hall. Havde frygtet det rigtig meget, da jeg synes jeg har hørt mange dårlige oplevelser omkring dette. Men der var meget gnidningsfrit. Ingen problemer, hurtigt videre! Det var forøvrigt rigtig sjovt og specielt bare at høre disse "kontrollørere" snakke. Ikke, at jeg ikke har hørt amerikansk før. Men det her var bare anderledes, og meget sjovt!
Herefter var det videre til baggage claim, for at få fat i de sølle 23 kg, som jeg kunne tage med! Et år - 23 kg. Rigtig svært at pakke til forøvrigt. Nå, sidespor. Herefter tog en repræsentant fra Au pair in America i mod os, og vi blev fragtet i bus til Stamford, Connecticut, hvor vores 4-dages orientation skulle foregå. Jeg husker, at jeg var BEYOND træt, da vi endelig kom på bussen. Men jeg var simpelthen for fascineret til at lukke øjenlågene i. Tror det gik op for mig, at nu var jeg rent faktisk i USA - og skulle ikke hjem lige foreløbigt. Husker buschaufføren sige "Ladies, Manhattan!!!" Og der var det jo. By night. Fantastisk. Indre mindre. Fantastisk!

Leaving on a jetplane

Mandag d. 2. august. Time for departure!! Jeg husker ganske tydeligt denne dag. Mor Dorthe, Thomas the train og jeg selv var taget til København dagen forinden, og havde sovet på en hotel tæt på lufthavnen. Meget tidligt om morgnen tog vi ud til lufthavnen, så vi havde god tid til det hele. Der var en skræklig mærkelig stemning. Hele følelsesregisteret var for alvor i spil! Jeg var spændt som aldrig før. Havde ondt i maven af spænding, sørgmodighed og uvanthed. Vidste jo på ingen måde hvad der ventede mig. Et år er lang tid og kort tid på samme tid! Og så får jeg bare dumpekarakter i afsked. Det var ubeskrivelig hårdt at sige farvel!!!!! Tom følelse i maven - tårer i øjenkrogen. Videre, videre, videre. Jeg kom på mit fly med destination CPH - NY, og en mellemlanding i Düsseldorf. Følte mig ærlig talt ret voksen og selvstændig på min tur rundt i diverse lufthavnne.
Hvis der er noget jeg har erfaret, er det, at fly altid er forsinkede. Selvfølgelig var der også problemer, og mit connecting flight i Düsseldorf var naturligvis 4 timer forsinket! Efter mange timers venten og utallige paskontroller kom jeg endelig på mit 8-timers lange fly med destinationen NY, USA!!!!!!!

A little behind

Hej til alle der læser med. Som overskriften ret klart antyder, så er jeg en lille smule bagud med den her blog. En 2-måneders penge - men hvem tæller egentlig? Sagen er den, at til vores au pair introduktion fik vi meget strenge regler og retningslinjer til, hvordan vi kunne befærde os på nettet mht. værtsfamilie. Det slog mig lidt ud, og bestemte mig egentlig for, ikke at lave bloggen alligevel. Men efter længere tids overvejelse og i samråd med min værtsfamilie har jeg bestemt mig for at gøre bloggen til en realitet anyways. Det er altså bare en lidt nemmere både for både jer, og for jeg selv. Jeg vil prøve at lave lidt indlæg omkring min første tid her i USA, og fremover vil jeg bare skrive, når det falder mig ind!

I er alle sammen søde. OUT!